Glutenfri vaniljekranse
Glutenfri vaniljekranse, der smelter i munden. Vaniljekranse SKAL smage intenst af ægte vanilje og smuldre – nærmest smelte i munden, når man spiser dem! Derfor er disse glutenfri vaniljekranse den bedste opskrift, jeg har prøvet, for de glutenfri meltyper giver dejen den helt perfekte, sprøde og let smuldrende konsistens.
Jeg har brugt mandelmel og kartoffelmel i mine vaniljekranse, da jeg især synes, mandelmelet giver vaniljekransene en ekstra smag af jul! Men du kan sagtens eksperimentere med andre glutenfri meltyper, hvis du har andre favoritter. Jeg har valgt at tilsætte lidt revet citronskal, som giver vaniljekransende en friskere og mindre fed smag. De er faktisk super nemme at lave – alt, du skal bruge, er en sprøjtepose med stjernetyl, så du kan lave nemme vaniljekranse med sprøjtepose.
Glutenfri vaniljekranse - Opskrift på sprøde vaniljekranse med mandelmel
Ingredienser
Glutenfri vaniljekranse
- 1 æg
- 4 spsk agavesirup eller honning
- 1 vaniljestang
- 1 tsk. hjortetaksalt eller bagepulver
- 70-80 g kartoffelmel
- 50 g mandelmel
- 100 g rismel
- 100-150 g smør
- 1 tsk sukker f.eks. kokossukker eller dadelsukker
- 1 økologisk citron
Sådan gør du
- Bland blødt smør, æg og honning sammen i en skål.
- Flæk en vaniljestang, og skrab vaniljekornene ud.
- Bland vaniljekornene sammen med 1 tsk. sukker, og kom vaniljesukkeret i skålen.
- Tilsæt mel i skålen lidt efter lidt, og rør det hele sammen til en jævn masse i en røremaskine eller med en håndspisker. Dejen skal være våd, men ikke for klæbrig.
- Smag dejen til for at se, om den skal være sødere eller smage mere af vanilje. Tilsæt evt. lidt fintrevet citronskal, hvis du godt kan lide en lidt mere frisk smag.
- Tænd ovnen på 200 grader, og lad dejen hvile ved stuetemperatur i 10-15 minutter, så den trækker smag.
- Kom dejen i en sprøjtepose med stjernetyl, og form runde kranse på en bageplade med bagepapir.
- Bag vaniljekransene i 6-8 minutter, til de er let gyldne. Hold øjne med vaniljekransene, imens de bager, så de ikke bliver brændte.
- Lad vaniljekransene køle helt af, inden du serverer dem - og opbevar dem derefter i en kagedåse eller en lukket bøtte.
Meget lækre og super sprøde !