Sodavandsis
Sodavandsis vækker skønne barndomsminder 💛 Kan du også huske de trekantede Sun Lolly frys-selv-is? Gennem hele min barndom havde vi hurtige sodavandsis i kummefryseren. Dejlige ferie- og sommerminder fra Greve, hvor jeg oprindeligt kommer fra. Mine yndlings var den grønne og den brune (Colasmag). Med blot tre ingredienser kan du lave dine egne ispinde med danskvand!
Hjemmelavet Sun Lolly
Jeg laver sunde ispinde til fryseren hver uge. De bedste og mest vellykkede ispinde opskrifter kommer selvfølgelig på bloggen. Du skal bruge danskvand, frisk frugt og sirup.
Tip! Mine fantastiske isforme er fra Silikomart og kan købes hos Green Goddess.
Jeg bruger som altid mine isforme, der er så søde og nemme at bruge. Isformene er stabile i fryseren, slipper hurtigt og er nemme at rengøre. De kan købes som både hjerteformede isforme, twister isforme og Magnum isforme. Jeg har købt dem i en mini-version, da det er en passende størrelse for os. Vi spiser nemlig gerne to ispinde med forskelligt chokoladeovertræk og drys.
Sodavandsis - Opskrift på hjemmelavet Sun Lolly
Ingredienser
Sodavandsis
- 2 dl dansk vand
- 2 håndfulde bær hindbær, jordbær eller blåbær
- 1 tsk agavesirup
- 50 g mørk chokolade overtræk
- 1 håndfuld tranebær pynt
Sådan gør du
- Blend alle ingredienserne sammen.
- Fordel ismassen i dine isforme.
- Lad dem stå i fryseren i min. 5 timer.
- Pynt dem med chokolade og tranebær.
Super opskrift på hjemmelavede sodavandsis 🙂 Jeg tilsætter nogen gange friske bær og frisk frugt også.