26. september 2017
Skønne rejseminder fra det vietnamesiske. Min kæreste og jeg var på 15-dages luksus-backpackertur i Vietnam i januar 2016, fra nord til syd. Rejsens højdepunkter var Hanoi, Halong Bay, Sapa, Hue & Hoi An, Ho Chi Minh City og Mekong Delta, som jeg deler fine rejseminder fra ♥♥♥ Se vores rejseprogram lige her.
Rejsens femte og sjette døgn foregik i det nordlige Vietnam i Sapa. Sapa er kendt for sine smukke rismarker, der er “bygget” op af bjergene. Dagene bestod af trekking (bjergvandring) mellem bjergene, rismarkerne samt i lokale småbyer, som vi gik passerede. Den første dag var det skiftevis solskinsvejr og overskyet samt ca. 18 grader, men dagen efter var det klart og 25 grader 🙂 Rejsens hidtil største højdepunkt, hvis du spørger mig.
Vi ankom med nattog til Lao Cai kl. 6 om morgenen efter en turbulent togtur med bump og ruskende frem og tilbage. Det var dog et fint aflåst “værelse”, som vi havde (se billedet herunder).
Vi blev hentet af en lokal guide, der kørte os op i bjergene til Sapa. Vi kørte opad i en hel time i træk og kørte således gennem to skylag undervejs, indtil vi ankom til bydelen af Sapa i strålende solskin. Vi fik vores hotelværelse, på Cat Cat View Hotel, med udsigt ud over landskabet, gik til morgenmad og gjorde os klar til dagens trekking. I fire timer gik vi rundt mellem bjerge samt rismarker i selskab med vores lokale guide – og tre “små kvinder”, der fulgte efter os fra start. Først forstod vi ikke, hvad de lavede: “Hvorfor følger de efter os?,” tænkte vi. Vi fandt dog ud af, at det er deres livsstil – at hjælpe turister på trekking, dog ikke helt uforpligtende. De ville utrolig gerne tale med os (på engelsk!), og så håbede de slutteligt, at vi ville købe nogle af deres håndlavede, små tasker. Vi købte en, hvilket var en form for drikkepenge. De havde trods alt holdt min kæreste i hånden flere gange opad stejle, glatte skråninger 😉 Det var ærligtalt ret mystisk med dem!
Undervejs passerede vi hele fem små villages, herunder Lao Chai og Ta Van, der var ret middelalder-agtigt. De boede i sten- og bambushuse med ildsted indendørs, hvorfor husene var helt sorte indvendigt på grund af osen. Der var meget mørkt – i dagtimerne – og de sov på hjemmelavede bambuspinde med et lag stof. Vi så også hvordan, de lokale malede deres egne ris og kreerede samt farvede forskellige typer af stoffer til tøj. Slutteligt fik vi sen frokost, hvorefter vi gik tilbage til bydelen af Sapa. Resten af dagen stod på solbadning på altanen, en times ryg-, nakke- og hovedbundsmassage nede i byen og aftensmad a la vietnamesisk kylling med cashewnødder (opskrift her).
{Nattog til Sapa – alle fire pladser var reserveret til os, så vi kunne aflåse værelset}
{Sapa – udsigten fra altanen}
Vi vågnede op til en solskinsdag med morgenmad på tagterrassen på hotellet. Dagen startede med trekking til Cat Cat Village, hvor H’mong-folket bl.a. bor. H’mong-folket er oprindeligt fra Kina og er en mere end 3000 år gammel slægt. De bærer mørkeblåt tøj med farverigt mønster og har hatte på. De tre “små kvinder” fra dagen før er fra denne slægt. Igen fik vi et indblik i de lokale minoriteterne liv – og vi fik frokost hos en af de lokale familier.
Om eftermiddagen var der fri leg, så i samarbejde med vores guide, fik vi lejet to fine Trek-mountainbikes, der var lig med min egen i DK. Vores guide anbefalede os nemlig at se Sapas to smukke vandfald. Vi lejede en knallert til guiden, så hun kunne vise os vej frem og tilbage 🙂 Vi cyklede ca. 17 kilometers ren bjergkørsel opad derhen og samme vej nedad hjem. Solen skinnede, så det var virkelig varmt, hårdt og godt! Vandfaldene var smukke – billederne taler for sig selv.
Tilbage på hotellet blev vi hentet kl. 18, blev kørt tilbage til togstationen, spiste aftensmad og sov i nattoget tilbage til Hanoi. Vi ankom i Hanoi kl. 6 om morgenen (dag 7), hvorefter vi gik over på et hotel overfor stationen, der var reserveret til os fra kl. 6-8, så vi kunne få et bad, spise morgenmad og slappe af, inden turen atter gik til lufthavnen – til Hue (Midt-vietnam).
{Sapa – trekking med disse “små kvinder”- de såkaldte H’mong – dem, der fulgte os}
{Sapa – på vej til Cat Cat Village}
{Sapa – mountainbiking i bjergene}
{Sapa – det smukke vandfald, som vi cyklede til}
{Sapa – om aftenen havde vi endnu en gang selskab af kvinderne}
Kommentarer