Hvordan bliver jeg lykkelig?

24. september 2021

Hvordan bliver jeg lykkelig?

I mine sene ungdomsår gennemgik jeg en dyb livskrise. Det var bogstaveligt talt et mareridt for mig at lukke mine øjne og mærke mit indre. Det var en følelse af at være i total opløsning, og det var næsten ubærligt i de år, det stod på. Tanken om at have så mange år tilbage af livet var ganske enkelt smertefuldt. Alligevel var der et svagt lys i min inderste kerne, der gav mig håb. Jeg opgav derfor aldrig at leve livet, for jeg vidste, at jeg ville mere på denne jord; At jeg slet ikke var færdig med livet.

Hvordan bliver jeg lykkelig?

Jeg blev tilmeldt et yogaforløb på den højskole, jeg gik på, fordi svømmeforløbet, som jeg ellers var tilmeldt, blev aflyst. Det var mit første møde med yogaen. Et møde, som betød, at jeg forlængede mit højskoleophold af to omgange, og jeg endte med at bo på højskolen i et halvt år, hvor jeg fordybede mig i yoga, filosofi og naturterapi. Pludselig sad jeg ivrigt og diskuterede meningen med livet og Dharma, Buddhas lære, med mine medkursister. Jeg tog Buddhas lærdom til mig; At livet er lidelsesfuldt, men at der også er en vej ud af vores lidelser.

Mit møde med yogaen på højskolen blev startskuddet til min uendelige yogarejse. Efter mit højskoleophold begyndte jeg at selvstudere. Jeg købte et hav af internationale yogabøger og tog min første af mange yogauddannelser. Jo mere jeg fordybede mig, desto mere blev jeg nødt til at udforske. Yogateorien blev mit fundament til at forstå og videreformidle yogatraditionen.

Som den indiske guru, Pattabhi Jois sagde: Yoga er 99 procent praksis og én procent teori. Derfor begyndte jeg også at undervise i yoga. Jeg fandt mig hurtigt til rette i rollen som yogalærer. Forinden havde jeg nemlig seks års erfaring som svømmelærer, hvor jeg underviste alt fra begyndere til rutinerede svømmere. Selvom yoga og svømning er to forskellige dicipliner, hentede jeg enormt meget mod, selvtillid og tro på mig selv fra min erfaring som svømmelærer. I det første år var jeg frygtelig nervøs inden mine ugentlige yogaklasser, men jeg mindede altid mig selv om, at jeg var god nok – og at mit hjerte ville falde til ro, så snart yogaeleverne var guidet ind i den første yogastilling. Denne del af min egen yogarejse er vigtig for mig at dele med dig, som måske drømmer om at blive yogalærer.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *